(Home)

Fra bestyrelsen

 

Hvad bestyrelsen arbejder med:

  1. Kernediagnoser og kvalitetsmarkører, grupperinger af procedurer i de fire katerorier hovedfunktion, regional, special og udlandsfunktion.
  2. Revidering af DRG takster med henblik på 2009 revisionen
  3. Vores subspeciales placering i den kommende regionsstruktur.
  4. Diverse symposier mv.

 

Har DOS en fremtid i den nuværende form?

  Udviklingen indenfor det ortopædkirurgiske speciale har været enorm igennem de sidste 20 år. Fra at være ét grundspeciale er ortopædien splittet op i en række ekspertområder (”subspecialer), der hver især udvikler sig hele tiden. Specialet ortopædi har fået et omfang som ingen kan overskue. I stigende omfang organiseres det daglige arbejde i ekspertgrupper, sektioner, underafsnit eller hvad det kaldes de forskellige steder. Den store, altfavnende ortopædkirurgiske afdeling er efter vores opfattelse død.

 Antallet af diagnoser inden for det ortopædkirurgiske område er ikke øget væsentligt, men det er antallet af metoder til behandling af de enkelte lidelser. For at kunne varetage behandlingen på et internationalt niveau, er opsplitningen i ekspertområder nødvendig. Ingen ortopæder kan holde rutinen inden for hele området. Det er komplet umuligt at følge med i litteraturen inden for hele området, og den faglige udvikling vil overvejende ske inden for de enkelte ekspertområder. Disse er i stigende omfang organiseret i videnskabelige selskaber, som forsøger at samle trådene, og som afstikker retningslinier for behandlingen. Vi ønsker derfor en forbedret koordinering i samarbejdet mellem DOS  og de internationale subspecial selskaber.

 Et af de problemer de videnskabelige selskab har, er at der er langt, meget langt, til sundhedsmyndighederne, hvis man ikke er repræsenteret i DOS’ bestyrelse. Vi ønsker en øget sikkerhed for kvalitet i den faglige rådgivning til Sundhedsstyrelsen, , embedsmænd, politikere, organisationer o.s.v.

 Også den obligatoriske kursusvirksomhed i forbindelse med fase II uddannelsen kniber det gevaldigt at få indflydelse på. Vi ønsker en forbedret koordinering af det samlede uddannelsestilbud fra både DOS og subspecialerne, samt indflydelse på valget af obligatoriske kurser i speciallægeuddannelsen.

 Et meget alvorligt og påtrængende problem er, at de enkelte videnskabelige selskaber ikke er inddraget i arbejdet i DRG-udvalget. DRG vil komme til at styre økonomien inden for hele det ortopædkirurgiske speciale, og i sin nuværende form er DRG-systemet insufficient til dette formål. Der forestår et betydeligt revisionsarbejde, som bør udnytte den specialviden, der er i de enkelte videnskabelige selskaber.

 Endelig er DOS-møderne ved at have overlevet sig selv i den nuværende form. En kraftig modernisering er også her tiltrængt – f.eks. ved at inddrage de enkelte videnskabelige selskaber i arrangementet af møderne.

 Vi mener kort sagt at DOS trænger til en gennemgribende renovering – en helt ny struktur, som afspejler den virkelighed vi lever i.  Hvordan denne nye organisation skal se ud, bør overlades til medlemmerne, men vi opfordrer bestyrelsen i DOS til at tage dette spørgsmål op på den kommende generalforsamling – man burde måske også nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg med repræsentanter for samtlige videnskabelige selskaber under DOS med det kommissorium at fremkomme med forslag til en ny struktur. - med en uændret struktur kan DOS forvente at uddannelse, forskning, internationalt samarbejde overtages af subspecial selskaberne

 De store ekspertområder, der endnu ikke er organiseret i egentlige videnskabelige selskaber (alloplastik og traume) bør efter vores mening snarest sætte dette i værk.

 Det mener vi i SAKS (Dansk Selskab for Artroskopisk Kirurgi og Sportstraumatologi)

 HVAD MENER MEDLEMMERNE AF DOS??

 På vegne af SAKS

 Gert Kristensen

gk@aas.nja.dk

23.8.2001

Brev til

Overlæge, Ph.D. Svend E. Østgaard.

DOS

Vedr. DRG-taksterne og gruppeinddelingen.

Tak for muligheden for at kommentere DRG-taksterne og komme med input til arbejdet med revision af taksterne. Vi har i dag ved  vort bestyrelsesmøde drøftet spørgsmålet. Vi har en række konkrete forslag, dels af principiel karakter, dels til en række konkrete grupperinger.

Vi mener, at der principielt bør skelnes mellem diagnostik og behandling. Hvis en behandling kan udføres i samme operation som den diagnostiske procedure, bør indgrebet honoreres som behandling.

Hovedprincippet bør være, at betalingen gives for behandlingen og ikke for metoden. For det første er det i mange tilfælde svært at afgrænse metoden, f. eks. er det meningsløst at tale om ”artroskopisk korsbåndsrekonstruktion”, al den stund en del af operationen under alle omstændigheder udføres åbent. Det vil være mere korrekt at tale om en artroskopisk assisteret operation, og da artroskopet giver større mulighed for præcis visualisering af forholdene i knæet og korrekt placering af graften, giver artroskopet som hjælpemiddel en kvalitetsforbedring af indgrebet. Derimod reducerer det ikke omfanget af den operative procedure. For det andet vil incitamentet til at øge effektiviteten og kvaliteten ved at indføre mindre invasive metoder bortfalde, hvis skopiske/skopisk assisterede operationer honoreres lavere end åbne operationer. For det tredje kan en forskellig honorering af metoderne være hæmmende for udviklingen. Vi vil derfor foreslå, at man i DRG-sammenhæng ophæver opdelingen i artroskopisk og åbent indgreb og grupperer indgrebene ens uanset metode.

Generelt bør det vel ikke honoreres bedre, hvis man er upræcis i angivelsen. Her tænkes på alle –9 behandlingskoderne (”uoplyst”), som grupperes ligesom åbne indgreb. Hvis man ønsker at anvende forskellige grupperinger til artroskopiske og åbne indgreb, bør ”uoplyst” vel honoreres efter laveste takst.

Vi mener heller ikke der bør skelnes mellem, om indgrebet foretages ambulant eller under indlæggelse. Eksempelvis: Ved ambulant korsbåndsrekonstruktion får patienten fuldstændig den samme behandling som under indlæggelse, men ressourcerne er tidsmæssigt komprimerede. Ved at belønne med en højere honorering, at indgrebet foretages under indlæggelse, fjerner man incitamentet til effektivisering af behandlingerne.

En lang række artroskopiske behandlinger kræver betydelig ekspertise, specielt operationsudstyr og en veltilrettelagt organisation. Det forekommer urimeligt, at det honoreres bedre at fjerne en af interferensskruerne fra korsbåndsrekonstruktionen end at udføre selve rekonstruktionsoperationen.

Det er klart, at alle artroskopiske eller artroskopisk assisterede indgreb ikke er ens, og at de bør grupperes forskelligt, hvilket ikke er tilfældet nu. Korsbåndsrekonstruktion bør placeres i en højere honoreret gruppe end meniskresektion og andre mindre knæoperationer, og der bør indføres forøget honorering til multiligamentrekonstruktion og revisionsoperationer. Man kunne med fordel indføre særlige behandlingsnumre for disse to typer indgreb og placere dem til en højere takst. Bageste korsbåndsrekonstruktion kræver større ekspertise, længere operationstid og længere indlæggelse end rekonstruktion af forreste korsbånd, hvilket kunne komme til udtryk i højere takster.

Vedlagt har vi konkret kommenteret de behandlingskoder, der er aktuelle inden for artroskopisk kirurgi og sportstraumatologi.

Vi håber disse kommentarer kan finde anvendelse i revisionsarbejdet.

Med venlig hilsen

Michael Krogsgaard

SAKS

Konkrete kommentarer til enkelte behandlingskoder.

NGE4, dvs. rekonstruktion af ligamenter, grupperes som artroskopi (gruppe 232) ved suffix 5 og 6 og som knæoperation (222) ved suffix 1-4. Alle bør grupperes som knæoperation, hvilket også gælder NGE55.

NGE2, dvs. sutur af ligamenter honoreres med suffix 1-5 som knæoperation. Sutur af PCL honoreres derimod som artroskopi (232), hvilket må være en fejl.

NGD2 og NGD9, meniskoperationer, bør alle grupperes ens uanset metode. Hvis man skal skelne, bør meniskreinsertion (NGD21 og 22) honoreres højere, da indgrebet kræver længere operationstid end meniskresektion.

NGF behandlingerne (brusk og synovialis) grupperes alle som 222, undtagen NGF21 (op. Pro osteochondritis), der kodes som 232 (artroskopi). NGF2 behandlingerne omfatter bl. a. bruskkirurgi, som både hvad angår operationstid og indlæggelsestid er mere krævende end resten af gruppen, uanset metoden. NGF2 bør derfor placeres højere takstmæssigt end de øvrige NGF indgreb.

NGH3 og 7: der bør ikke skelnes mellem skopisk versus åben/uoplyst.

NGM39 og 79: fjernelse af bursa og ganglion honoreres i gruppe 227, hvilket synes højt for disse ret små indgreb.

NGT19 Brissement force honoreres meget højt (gruppe 254, dvs. næsten 3 gange så højt som korsbåndsrekonstruktion), undtagen hvis man samtidig foretager lysis adhæsiones (NGH31/32), hvorefter honoreringen følger sidstnævnte. Alle disse tre indgreb bør honoreres ens, eller det bør sikres, at honoreringen for brissement ikke reduceres, hvis man samtidigt foretager adhæranceløsning.

Åbne skulderoperationer kræver større forholdsregler end artroskopiske, og bør derfor – som det er tilfældet – honoreres højere, men skopiske behandlinger bør samtidig honoreres højere end diagnostisk artroskopi. NBE01, NBH71, NBH51, NBH31, NBH91 og NBF11 bør derfor placeres i en højere takstgruppe end 232. Honoreringen for akromioplastik bør ensrettes, så alle typer indgreb honoreres ens (NBH51, NBH52, NBH59, NBM59). Placeringen af NBH59 i takstgruppen amotio atellae må være en fejl, og det bør vel ikke honoreres højere kun at fjerne bursa subakromiale (NBM79) frem for at lave akromioplastik (NBH51, NBH52).

I det omfang resectio articuli NBG09 anvendes for resektion af laterale klavikelende er honoreringen meget høj (gruppe 223).

Ligamentplastik (i praksis vel oftest Weaver Dunn lignende indgreb) kan foretages artroskopisk (NBE41/51), men bør honoreres som åbent/uoplyst indgreb (NBE42/52/49/59)(224).

For albue-indgreb gælder, at NCE2, NCE3, NCE4, NCF0, BCF1, NCF2 og NCF3 har en lavere honorering, hvis indgrebene foretages artroskopisk. Af de tidligere nævnte grunde mener vi dette bør justeres, så åben, artroskopisk og uoplyst honoreres ens.

Honoreringen for reposition af albueleddet varierer med den nuværende gruppering mellem 6.502,- og 20.447,-. Lukket reposition bør vel honoreres lavest (NCH00), mens operativ behandling bør honoreres højere, uanset metoden (NCH01 og NCH02). NCH09 bør honoreres lavest, og ikke som nu højest. Det samme gælder NCH3 (lysis adhæsiones).

Fjernelse af mus NCH4 bør vel honoreres ens uanset metoden (NCH42 er placeret i gruppe 231, hvilket vel under alle omstændigheder er en fejl). Med den nuværende gruppering giver skopisk fjernelse mindst, perkutan fjernelse 3 gange så meget og uoplyst metode mest. Det samme gælder NCH5 resectio exostosis, og NCH7 operatio pro luxatione habitualis har ligeledes en ikke særlig gennemskuelig gruppering.

Indgreb i håndleddet honoreres næsten ens uanset metode. Dette er langtfra tilfælde i ankel/fod, hvor åbne/uoplyste indgreb honoreres med 27.327,- (gruppe 219) og artroskopiske indgreb med 6.502,- (gruppe 232). Dette gælder NHF0, NHF1, NHF2, NHF3, NHH3, NHH4, NHH5 og NHH7. Honoreringen i disse grupper bør være ens uanset metoden, men gruppe 219 er vel for høj en honorering at anvende som fællesnævner.